Individuelle atleter fra Rusland og Belarus kan deltage ved sommerens OL i Paris under neutralt flag.

John Coates, der er vicepræsident i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), forventer ikke mange russiske atleter ved sommerens OL i Paris.

Det siger han ifølge det engelske medie The Guardian.

- Spørgsmålet er, hvor mange russiske atleter der egentlig kommer, fordi de må ikke deltage i holdsport, da de ikke må konkurrere under russisk flag.

- Jeg tager måske fejl, men jeg mener at have læst, at antallet af russiske atleter kan ende på 40, lyder det fra John Coates.

I december åbnede IOC for, at russiske og belarusiske atleter ville kunne deltage ved næste sommers OL i Paris.

Der følger dog nogle betingelser med.

Eksempelvis skal de russiske og belarusiske atleter optræde under neutralt flag ved legene, og de må heller ikke have nogen forbindelse til deres respektive landes militær eller efterretningstjeneste.

De må heller ikke "aktivt støtte krigen" i Ukraine, og det samme gælder for trænere og andre eventuelle stabsmedlemmer.

11 af de 4600 atleter, der i december havde kvalificeret sig til legene, var fra Rusland eller Belarus, meddelte IOC på daværende tidspunkt. Til sammenligning havde 60 atleter fra Ukraine kvalificeret sig.

Det er de seneste tal, som komitéen har offentliggjort.

Tidligere i marts meddelte Den Internationale Paralympiske Komité (IPC), at russiske og belarusiske atleter ikke må deltage i åbnings- og afslutningsceremonien ved de paralympiske lege.

IOC har endnu ikke taget stilling til, om samme restriktioner vil gælde for atleterne ved de olympiske lege.

/ritzau/