Ifølge Kamila Valieva var en jordbærdessert skæbnesvanger for hendes karriere.

For godt en måned siden forklarede den kun 17-årige dopingdømte kunstskøjteløber, at den lækre dessert hun havde indtaget, var blevet lavet på et skærebræt, hendes bedstefar brugte til at knuse piller.

Piller, der indeholder det forbudte stof trimetazidin og derfor er skyld i hendes positive dopingprøve og dermed fire-årige karantæne.

Men nu skriver The Times, at Valieva er blevet behandlet med 56 forskellige medikamenter i alderen 13 til 15 år.

Kamila Valieva poserer her med Vladimir Putin i april 2022.
Kamila Valieva poserer her med Vladimir Putin i april 2022. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da undersøgelsen af Valieva pågik, forklarede russiske læger ifølge avisen, at den unge kvinde lider af hjerteproblemer, hvilket ligger til grund for den enorme mængde medicin, hun har fået recept på.

Men på listen over de præparater, hun har fået, figurerer der også midler mod forkølelse, diarré og smertestillende.

Den spektakulære sag og den vanvittige mængde medicin har fået USAs antidopingchef Travis Tygart op på barrikaderne med en kontant udmelding.

»De ansvarlige for hendes helbred skal holdes til ansvar, hvis de har brudt nogle regler eller ikke har behandlet hende ordentligt. Gud, hvor mange stoffer kan hun få? Det er faktisk ulækkert,« lyder det fra Tygart.

Kamila Valieva afleverede en positiv dopingprøve i december 2021.