De såkaldte røvballegevirer eller Amager-plader er ikke in mere, og nu vil mange, især unge kvinder, af med de markante lændetatoveringer.

I løbet af de seneste ti år er antallet af danskere, der vil have ændret eller helt fjernet deres tatoveringer, eksploderet.

På Laserkirurgisk Klinik i Hellerup er der kommet tre gange så mange kunder, der vil have deres tatoveringer brændt under laserkanonen. I øjeblikket er 400 kunder i gang med at få fjernet eller ændret deres tatoveringer.

- Det er typisk de meget tidsbestemte tatoveringer, som for eksempel lændetatoveringer. Og så er der mange, der vil have fjernet et navn, hvis de har skiftet kæresten ud, siger indehaver og speciallæge Jørgen Esmann til Nyhedsbureauet Newspaq.

Han forklarer den voldsomme vækst med, at tatoveringer er blevet et modefænomen. Derfor vil mange gerne have fjernet eller ændret deres tatoveringer, så de passer til tidens trend.

På Laser Clinique Copenhagen er der også kommet flere angrende tatoverede danskere til. Men indehaver Lis Kierstein - der også har tatovørbutikken Tatto-Lis - mener ikke, det skyldes, at tatoveringer er blevet et modefænomen.

- Mange har ventet i rigtig mange år på at få fjernet deres tatoveringer. Og nu er resultaterne blevet så gode, at de slår til. Myten om, at tattoo-fjernelse giver ar, er væk, fortæller hun.

Læs mere nedenunder

Hvis du skal have fjernet eller ændret en tatovering er det ikke en helt smertefri proces. Både pengepungen og kroppen kan komme til at lide.

- Som hovedregel er det ti gange så dyrt at få fjernet sin tatovering, som det er at få den lavet, siger speciallæge Jørgen Esmann.

På Laserkirurgisk Klinik koster det mellem 800 og 1.500 kr. pr. laserbehandling. Typisk skal der fem til seks behandlinger til, før tatoveringen er væk. Selve behandlingen strækker sig som regel over cirka halvandet år, da huden skal have tid til at hele mellem behandlingerne.

Derudover har farven i tatoveringerne stor indflydelse på, hvor mange behandlinger, der er brug for.

Risikoen for ar er ikke særlig stor, hvis det er sorte tatoveringer, der skal fjernes, mens det ser langt værre ud, når det bliver mere farverigt. Ifølge Jørgen Esmann er der ikke nogen laserkanoner, der er gode nok til at fjerne farver som grøn, rød og blå uden at det giver ar.

Hvis laserbehandlingerne ikke er tilstrækkelige, skal man under kniven. Og det er nødvendigt i nogle tilfælde.

- Det er svært at fjerne det hele med laser. Specielt de store lændetatoveringer er vanskelige at komme af med, siger speciallæge Per Bjerregaard, der er formand for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi.

Han oplyser, at prisen for at få fjernet en tatovering kirurgisk ligger på 4.000-8.000 kr. Hvis tatoveringen er så stor, at der skal hudtransplantation til, løber det nemt op i 14.000 kr.