Henning Moritzen er en uheldig mand. For anden gang på seks måneder har skuespilleren brækket benet. Oven i købet på nøjagtig samme sted på skinnebenet som første gang.

Sent i aftes lå Henning Moritzen stadig på opvågningsstuen på Frederikssund sygehus, efter at lægerne havde opereret et større, åbent benbrud, han pådrog sig i går ved elleve-tiden.

Det skete under optagelserne til filmen "Grev Axel", hvor Henning Moritzen havde en stor birolle.

I gårsdagens optagelser skulle han transporteres i en hestevogn på en grusvej ved Selsø Slot tæt ved Roskilde Fjord.

"Men hestevognen tippede over en stor sten, og Henning faldt ud. Så uheldigt, at han brækkede benet," siger filmens pressechef Jon Steffensen.

"Det viste sig tydeligt, at der desværre var tale om et åbent benbrud, og det må have været meget smertefuldt. Værre er det, at det var nøjagtig samme sted på skinnebenet, som Henning brækkede for et halvt år siden. Så i al hast blev han transporteret til Frederikssund Sygehus, hvor de opererede i aftes.

Operationen forløb planmæssigt, og hr. Moritzen ligger nu på opvågningsstuen," siger overlæge Sten-Erik Christensen, som opererede Henning Moritzen.

Hele filmholdet på "Grev Axel", der bl.a. andet består af Peter Frødin, Sofie Gråbøl, Thomas Bo Larsen, Claus Ryskjær og Ghita Nørby var i går i totalt chok over den grimme begivenhed, så selvfølgelig blev optagelserne stoppet på stedet.

Men virkeligheden er også, at Henning Moritzen ikke kommer til at spille med i filmen overhovedet. Han bliver erstattet af Henning Jensen.

"Vi havde optaget tre sekvenser, men nu tager vi det hele om, for desværre venter der Henning et langt sygeleje, mindst seks uger i gips og efterfølgende genoptræning," siger Jon Steffensen.

Henning Moritzen var dårlig kommet sig over det benbrud, han pådrog sig i november sidste år, da han var på vej hjem fra Betty Nansen teatret efter at have spillet med i "København".

Dengang væltede han med sin cykel ved en fart-forhindring og brækkede benet, og indtil nu har han faktisk gået med stok, selv om smerterne havde fortaget sig. For nylig sagde han, at nu var han "fit for fight" igen, men det ødelagde hestekærren altså under filmoptagelserne i går.

Ifølge Jon Steffensen får filmen dog stadig premiere til påske næste år.