Finanskrisen koster jobbet for direktøren i Brørup Sparekasse. Bestyrelsen vil have en ny direktør for at komme sikkert gennem krisen.

Finanskrisen har ramt sydjyske Brørup Sparekasse så hårdt, at den har valgt at fyre direktør Flemming Holm-Rasmussen. Oktober måneds store aktiekursfald har forringet værdien af den 111-årige banks værdipapirbeholdning betydeligt, og i den situation mente bestyrelsen i banken ikke, at Flemming Holm-Rasmussen, der har været direktør i 22 år, var den rigtige mand til jobbet mere.

- Bestyrelsens vurdering er, at Flemming Holm-Rasmussen ikke har den rigtige profil til at føre Brørup Sparekasse gennem den globale finanskrise og afmatning i økonomien, skriver sparekassen i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen har i stedet konstitueret Gunnar Jessen som ny sparekassedirektør. Gunnar Jessen har arbejdet i sparekassen siden 1987, senest som administrationschef.

/ritzau/