Hvis hovedet føles som en stor, øm byld på grund af smerter, burde du måske i fremtiden overveje at dyrke sex fremfor at gribe til pilleæsken eller de kølige omslag. Sex har nemlig i nye videnskabelige studier vist sig at have en betydelig smertelindrende virkning.

»Sex kan give lige så god smertelindring for kvinder som en morfinsprøjte,« siger Per-Olav Lundberg, professor i neurologi og smertespecialist, Uppsala Universitet, der har forsket intensivt på området.

Studier viser nu, at at kvinders smertetærskel - hvad de tåler - kan stige helt op til 100 procent efter et samleje. Men smertetærsklen stiger hos begge køn. Tidligere undersøgelser har peget på, at der er forbindelse mellem smerte-tolerancen og viljen til at parre sig og dermed udvide slægten.

Ifølge neurologi-professoren er det vaginal stimulering og stimulering af kvidens såkaldte g-punkt, der kan øge smertetærsklen.

»Det er naturligt at tro, at det har med fødslen at gøre. I den forbindelse trykker barnets hoved mod g-punktet, og kroppen udskiller dermed smertelindrende hormoner,« siger Per-Olav Lundberg.

B.T.s sexolog Joan Ørting er ikke så overrasket over de nye forskningsresultater: »Alle ved jo godt inderst inde, at kærlighed og sex har en helende - herunder også smertebekæmpende - effekt. Når man elsker, ændres vejrtrækningen, blodet iltes bedre, og man slapper i sidste ende bedre af.

Det i sig selv påvirker smerterne. Når man dyrker sex, frigøres flere af de såkaldte endorfiner, som dæmper smerter. Der sidder kirtler i mundhulen, på læberne osv.,« siger Joan Ørting.

»Kvinder med menstruationssmerter ved af erfaring, at hvis de elsker under menstruationen, føles smerterne ikke så markante længere. En del mænd med tømmermænd har sikkert også erfaret, at nogle af deres smerter forsvinder, når de har dyrket sex. Sjovt nok er mænd med tømmermænd særlig liderlige,« siger Joan Ørting.

Sexologen har imidlertid et klart forbehold over for de nye forskningsresultater: »Det er meget godt, at man nu ved, sex kan hjælpe på smerter. Men spørgsmålet er jo, om man overhovedet har lyst til at dyrke sex, hvis man har en drønende hovedpine. Det svære er at få lyst, når det gør ondt.«

Overlæge Nils Hjeltnes, Sunnaas Sygehus, Norge, oplyser til avisen VG, at han ofte har registreret, at sex mindsker rygsmerter. »Jeg har ofte fået refereret den slags erfaringer fra mine rygpatienter: At seksuel stimulering kan virke positivt både på smerter og på muskelspasmer. Det gælder både for mænd og kvinder.«

Ragnar Stien, overlæge i neurologi: »Har du smerter, men oplever noget hyggeligt, som et godt selskab, god mad - eller god sex - mærker du heller ikke smerten så meget.«