SAS har igen overskud på bundlinjen, men de ansatte skal ikke forvente lønfest af den grund. Medarbejderaktier er vejen frem, mener koncerndirektør.

De ansatte i SAS har stået model til en del gennem de seneste års overlevelseskamp. Den har stået på lønstop og smalkost i overenskomsterne. Og selv om bundlinjebarometeret nu igen står på plus, bliver der heller ikke plads til lønfest i fremtiden. Til gengæld overvejer SAS at belønne medarbejderne med aktier i virksomheden.

- Det er ikke besluttet endnu. Men jeg tror ikke, vi skal langt ud i fremtiden, før du vil se lønpakker i SAS med medarbejderaktier. Det vil være helt naturligt, siger koncerndirektør John Dueholm til Ritzau.

Han ser medarbejderaktierne som en måde at belønne medarbejderne på, uden at SAS sætter sin nyvundne konkurrencekraft over styr.

/ritzau/