Mens Jesper Storm Thygesen, forsvarer for den 38-årige tiltalte Vincent Smith, ved Retten i Odense allerede har krævet sin klient frikendt i sagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven, har anklageren, vicestatsadvokat Claus Guldbrand, endnu ikke løftet sløret for, hvad han kræver af straf til Vincent Smith i tilfælde af, at han bliver dømt skyldig.

Det længe ventede svar på, om de seks nævninge og tre juridiske dommere erklærer den odenseanske førtidspensionist Vincent Smith skyldig eller det modsatte i den uhyggelige sag kommer i dag, fredag, klokken 11.00.

Da vil retsformand Torben Østergreen-Johansen læse afgørelsen op i en propfuld retssal 15 på 2. sal ved Retten i Odense.

Hvis den våbenfikserede fynbo findes skyldig i at have dræbt ægteparret Heidi Nielsen, 49, og Bjarne Johansen, 53, vil anklager og forsvarer derefter procedere strafudmålingen.

Og i tilfælde af domfældelse er det sandsynligt, at anklageren i nævningesagen vil tale for fængselsstraf på livstid.

Heidi Nielsen og Bjarne Johansen blev dræbt og led en voldsom død den 13. april sidste år, da de gik en aftentur gennem Tusindårsskoven nær deres hjem i Odense-forstaden Sanderum og mellem klokken 19.30 og 19.45 blev mejet ned med byger af skud fra en maskinpistol.

Den dobbelt drabstiltaltes halvbror, 36-årige MCM, er i samme sag tiltalt for dels at have fremskaffet, dels at have hjulpet med bortskaffelse af gerningsvåbnet, en Husqvarna maskinpistol fra 1930'erne.

Heidi Nielsen og Bjarne Johansen blev ramt af henholdsvis 10 og 13 skud i kroppen.

Begge de tiltalte nægter sig skyldig.