Affaldsdruer i vodkaflasken: Nye EU-regler giver frit spil for valget af ingredienser til vodkaen og tromler dermed hen over de nord- og østeuropæiske ønsker.

Den nord- og østeuropæiske vodka-alliance i EU-Parlamentet led tirsdag et nederlag ved den endelige afstemning i EU's langvarige vodkakrig.

Dermed bliver der åbnet op for, at sydeuropæiske vinbønder kan bruge affaldsdruer til vodka-produktion til stor ærgrelse for blandt andre Venstres EU-parlamentariker Niels Busk.

- At forbrugerne skulle være ligeglade med, om vodka er lavet af enten det ene eller det andet, det er en meget stor misforståelse, sagde han under debatten forud for afstemningen.

EU's traditionelle vodkalande med Polen, Sverige og Finland i spidsen, producerer deres vodka på basis af korn og kartofler, men fremover bliver der frit spil for alle ingredienser, blot det står på flasken. Der bliver dog ikke noget krav om hverken størrelsen af mærkningen, eller hvor på flasken det skal sidde.

/ritzau/