TrygVesta-kunder i særlige risikoområder med f.eks. dårlige kloakker rundt om i landet kan vente prisstigninger på 10-12 procent på deres husforsikring.

Hvis man bor i en del af landet, hvor der falder meget regn, hvor det blæser meget, eller hvor kloaksystemet måske ikke er topmoderne - så kommer det til at koste på forsikringspræmien. Forsikringsselskabet Trygvesta varsler ekstraordinære prisstigninger på op til 10-12 procent for kunder, der ifølge selskabet bor i særlige "risikoområder" i landet. Ifølge koncernchef Stine Bosse sætter selskabet priserne på husforsikring op, fordi skaderne bliver flere og dyrere.

- Når man laver en prissætning i forsikring, så bruger man statistik. Vi ser konkret på, hvor der har været mere vand, mere vind og flere indbrud - alle former for risici, der rammer husforsikringer, siger Stine Bosse.

Det kan for eksempel også være kloaksystemerne i de forskellige områder, der bliver set nøjere på.

- Der, hvor der ifølge statistikken er meget kraftige regnfald, og hvor der samtidigt ikke er taget ordentlig hånd om, hvordan vandet skal drænes, er det bare et spørgsmål om, hvornår vandet stiger i kældrene, og der vil man komme til at skulle betale noget mere, siger koncernchefen.

/ritzau/