Nu er den her. Som de siger i reklamebranchen. Den næste generation jukeboks. Nu skal dette stykke kulturhistorie fra værtshusenes hjørner frem i lyset på caféerne. Afløseren hedder en MIB, en Musik & Informations Boks, og i år 2001 fungerer den selvfølgelig i et lukket kredsløb via internettet.

På den måde har de danske initiativtagere Amuseic i samarbejde med fem af de største pladeselskaber nået op på en base på over 10.000 stykker musik til tre kroner stykket.

Desuden kan MIB'en foreløbig byde på nyheder (1 kr.), taxabestilling, SMS og e-mails (2 kr.), hvor sidstnævnte kan suppleres med et billede fra MIB'ens webcam (+ 2 kr.). Og man kan betale både ved møntindkast og med Dankort.

"I modsætning til alle de løsningsmodeller og luftige idéer, jeg er blevet præsenteret for indtil nu, er jeg imponeret over, at det her faktisk er noget der virker og er meget brugervenligt," siger direktør for pladeselskabet EMI og formand for selskabernes fællesorganisation IFPI Michael Ritto der også ser frem til muligheden for MIB-hitlister.

"Og for os som musikere er det da attraktivt at lægge i top 10 på MIB-charten, hvis det bliver stort og omfatter for eksempel 250 bokse," mener Jimmy Colding fra Zididada.

I løbet af to uger er de første MIB'ere installeret på seks caféer og fitnesscentre i København. Inden året er omme forventer idémændene over 100 stillet opi landets største byer, og de bliver suppleret med cityguides, BilletNet, Tipstjeneste, Oplysningen og leksikon.

I løbet af næste år skulle MIB-servicen så også kunne fås via hjemmecomputeren.