Anklageren i den islandske retssag mod Magasins ejer Jon Asgeir Johannesson har trukket sig fra sagen, der nu fremstår endnu mere forpjusket end hidtil.

Den efterhånden noget omtumlede retssag mod den islandske finansmand Jon Asgeir Johannesson, der blandt andet ejer Magasin, Illum og Merlin i Danmark, har taget en ny drejning.

Den islandske statsanklager, Jon Helgi Snorrason, der står bag de 40 anklagepunkter mod Asgeir, har trukket sig fra sagen, skriver den engelske avis The Daily Telegraph. Domstolen i Reykjavik forkastede i september sagen, fordi anklagerne var for tynde. Højesteret lod efterfølgende otte af anklagerne passere, mens de tungeste anklager igen blev forkastet.

Med Snorrasons afgang er det uklart, hvad der videre sker, og Jon Asgeir Johannesson synes et skridt nærmere på at slippe for sagen.

Snorrason har ikke kommenteret sin afgang, men en islandsk erhvervsjournalist siger til den engelske avis, at sagen er kollapset.

/ritzau/