Oktober blev en katastrofe for de danske investeringsforeninger, som blev banket tilbage til 2005-niveau. Foreningernes formue skrumpede 88 milliarder kroner.

På kun én måned er de danske investeringsforeningers formue svundet ind med 88 milliarder kroner, viser en opgørelse fra Investeringsforeningsrådet.

Investorernes flugt og voldsomme kurstab betød, at foreningernes formue svandt ind fra 781 milliarder til 693 milliarder kroner i oktober. Dermed har finanskrisen banket foreningernes formue tilbage på samme niveau som i oktober 2005.

De voldsomme fald i aktiekurserne i oktober gjorde ondt på de aktiebaserede investeringsbeviser. Nogle typer aktier tabte en fjerdedel af deres værdi alene i oktober. På et års sigt er værdien af brede afdelinger med danske, europæiske og globale aktier faldet 35-45 procent. De hårde tider får da også mange investorer til at takke af. I løbet af oktober mistede investeringsforeningerne cirka 3.000 investorer.

I alt sparede omkring 858.000 danskere op i forening.

/ritzau/