Økonomien i at dyrke kartofler i Danmark er så ringe, at mange avlere opgiver dyrkningen, klager Dansk Kartoffel Producent Forening.

Prisen på kartofler har været konstant faldende siden nytår, så danske kartoffelavlere har svært ved at tjene penge på at dyrke denne traditionelle afgrøde. De sætter simpelthen penge til ved at dyrke spisekartofler.

- De danske spisekartoffelavlere er kørt så langt ned i knæ, at flere har valgt, at den sæson, som vi går i møde, skal blive deres sidste dyrkningsår, siger Birger Jensen, der er formand for Dansk Kartoffel Producent Forening.

Omkostningerne ved produktionen er vokset så meget, at landmændene ikke kan få deres udgifter dækket. Samtidig betyder den lave svenske kronekurs og en god avl på den anden side af Øresund, at der kommer i massevis af billige svenske kartofler på markedet.

- Vi har måttet se tilbage på en sæson, hvor det mere har været en kamp for at komme af med kartoflerne end at få en pris, der kunne dække udgifterne, siger Birger Jensen.



/ritzau/