Et opslag på jobportalen Jobindex viser, at der lige nu er 409 ledige jobs inden for detailhandelen i Hovedstadsområde, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Og med rekordlav ledighed blandt butiksansatte organiseret i HK-Handel, hvor kun 2,3 procent af de nordsjællandske medlemmer står uden job, er det for tiden jobsøgers marked.

Det får nu HK Handel i Nordsjælland til at efterlyse en fælles indsats for at forbedre detailhandelens image, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft til butikkerne.

- Vi har kendskab til planer om 250 nye butikker her i Nordsjælland. Samtidig får vi daglige henvendelser fra butikkerne, om vi dog ikke kan hjælpe dem med at skaffe ansatte.

Men det bliver sværere og sværere for os, siger faglig konsulent John Jørgensen, HK Handel i Nordsjælland.Hos HK mener man, at der er behov for en image-kampagne, ikke mindst over for de mange butiksansatte, der er skiftet til andre brancher.

Derfor vil man i den kommende tid invitere lokale erhvervsorganisationer til en fælles indsats på området.HK Handel i Nordsjællands formand, Hanne Jessen, peger på, at der er brug for en smule selvransagelse i detailhandelen.

- Det handler om lav løn, manglende mulighed for at medarbejderne kan komme på kurser og uddannelser. Og så har detailhandelen et noget blakket ry ude blandt handelsskolernes elever. Mange elever har fritidsjob i butik, og de oplever ofte, at de ikke bliver regnet for andet end billig arbejdskraft.

Derfor vælger de detailhandelen fra, når deres karriere skal kickstartes, siger Hanne Jessen. Chefkonsulent i Dansk Erhverv, Bjarne Jakobsen, medgiver, at der er store vanskeligheder med at rekruttere folk til detailhandelen.

- Men detailhandelen er ikke alene om det problem, og jeg kan ikke genkende, at der skulle være et generelt image-problem. Tværtimod er det min fornemmelse, at der er et opbrud i gang.

Den med, at detailhandel har et tungt image, og det kun handler om at slæbe mælkekasser, gælder ikke længere. Tværtimod har mange unge, og faktisk også en del nyuddannede akademikere, fået øjnene op for, at et job i en butik kan være vejen til hurtigt at få ledelsesansvar og højere løn, siger han.