Landets menighedsråd skal passe på, når små lokale banker tilbyder at tage sig af kirkens penge. Infocenter skriver nu til menighedsråd.

Pas på når kirkens penge skal sættes i banken. Landets menighedsråd modtager nu brev fra Folkekirkes Infocenter i Københavns Stift. I brevet orienterer centret om, at mange små banker er ude efter kirkernes penge.

Det sker efter Kastelskirken i København har fået et tilbud om at overføre penge til Sparbank i Skive til en god rente. Men menighedsrådene skal tænke sig godt om og ikke indskyde mere end 300.000 kroner. Det er det maksimale beløb, der er sikret, hvis banken krakker.

Brevet skal forstås som en orientering og ikke en advarsel, forklarer Karen Schousboe, chefredaktør for Infocenter i Københavns Stift.

- Vi gør det, fordi vi ved, at mange menighedsråd forvalter likvide kapitaler. Mange steder overvejer man, hvor man skal placere pengene. Der kan lokale interesse spille en rolle, siger hun.

/ritzau/