Formanden for Sømændene i 3F ser ulykkesrapport som bedre grundlag for erstatningssag.

Sømændene i 3F får et bedre grundlag at hive erstatning hjem til deres tre medlemmer, der var gidsler om bord på Danica White. Det siger formanden for Sømændene 3F Søren Sørensen.

- Ulykkesrapporten fra Søfartsstyrelsen bringer ikke så meget nyt ud over det, vi vidste i forvejen. Men den giver et klarere billede af hændelsesforløbet og dermed et bedre grundlag for vores erstatningssag, siger Søren Sørensen til Ritzau.

3F har rejst et erstatningskrav på omkring 1,2 millioner kroner over for rederiet H. Folmer og Co, men har ikke fået svar.

- Vi overvejer nu at rejse sagen ved domstolene, men forløbet skal vores advokat tage stilling til, siger Søren Sørensen.

Han finder det ganske horribelt, at kaptajnen på det kaprede skib ifølge rapporten har forsømt alle regler om udkig på skibet, at han ikke kendte til forholdsreglerne, og at rederiet ikke har givet ordentlige instrukser om sejlads i piratfyldte farvande.

/ritzau/