Overskrifter a’la ”Volbeat vælter verden (igen!)”, ”Volbeat triumferer”, ”Volbeat vælter videre” etc. er efterhånden blevet klichéer.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>MEN der er bare ikke nogen vej uden om samme klichéer i de danske rock-himmelstormere Volbeats tilfælde. For der går dårligt en uge, uden at Volbeat igen fejrer en triumf, andre danske rockbands ville sælge deres familier til hvid slavehandel for.

Senest kan Volbeat fejre nogle bemærkelsesværdige resultater i publikumsafstemningen i Tysklands største heavyrockmagasin.

I Metal Hammers apriludgave er Volbeat kåret som ”årets band” foran giganter som Metallica, Iron Maiden og Slayer. Bandets seneste udgivelse ”Beyond Hell/ Above Heaven” er ifølge bladets læsere ”årets album”, mens ”Fallen” er ”årets bedste sang” og sluttelig render Volbeat også med prisen som ”Rising Artist 2010”.

Også længere nede på listerne gør Michael Poulsen, Jon Larsen, Anders Kjølholm og Thomas Bredahl sig gældende. Bandet besætter også både femte- og syvendepladsen på listen over årets sange med henholdsvis ”Evelyn” og ”Heaven Nor Hell”.

Bandet får dertil andenpladsen på listen over ”Bedste show” – kun slået af Tysklands egne Rammstein.

Skulle Volbeat så i øvrigt stadig være i tvivl om, hvilken anseelse de nyder i Tyskland, har de netop fået guldplade for over 100.000 solgte af ”Beyond Hell/ Above Heaven” i vores sydlige naboland.

Volbeat er i skrivende stund på en større turné i USA, og der meldes om udsolgte huse og stor succes i Guds og Obamas eget land.

”Jeg vidste, at det ville blive fedt, men jeg havde ingen anelse om, at jeg simpelthen ville blive blæst væk,” skriver Joe fra Sacramento om bandets show i byen forleden.

”I gutter er det los i røven, musikbranchen behøver!”

Og Joe er langt fra den eneste af den opfattelse, hvilket enhver kan forvisse sig om HER.

Volbeats USA-turné startede i New York City 23. marts. Inden afrejsen fra Danmark blev Volbeat officielle protektorer for Elvis Presley museet og eventhuset Graceland Randers, som åbner 15. april. Som det vil være mange bekendt, er Elvis én af Volbeat-sanger Michael Poulsens helt store inspirationskilder, hvorfor bandet da også sagde ja omgående, da Graceland Randers’ stifter og idémand Henrik Knudsen bad dem blive protektorer.