»Det er overdrevet.«

Sådan lyder det fra veninderne Camilla Møller og Cicilia Rassing, der ryster på hovedet over forbuddet mod kød til NorthSide Festival, der blev afholdt for nylig i Aarhus.

Og det er selvom, de begge nyder en vegetarisk halloumi burger, da B.T.s reporter møder dem til en sen frokost på Tinderbox-pladsen fredag.

»Der skal være et tilbud til alle. Ellers udelukker man nogle,« siger de to festivalgæster.

De undrer sig over, at arrangøren bag de to festivaler, DTD Group, gør forskel på de to storbyer.

»De mener måske, at Aarhus er lidt mere hipster og grønne end Odense,« siger Camilla Møller.

»Men umiddelbart ville jeg da tænke, at det netop var jyderne, der skulle have deres kød,« tilføjer hun med et smil på læben.

De to veninder er i hvert fald enige om, at på Tinderbox, der skal man kunne få kød. Hvilket de også forsikrer om, at de selvfølgelig allerede har fået.

»Vi fik kødburger i går, så i dag holder vi lige øje med vores CO₂-regnskab,« siger Cicilia Rassing og griner.

»Men vi er kæmpe fan af, at man kan få et større udvalg af vegetarretter i år,« tilføjer hun.

Det skabte stort raseri blandt festivalgængere, da NorthSide i oktober 2021 annoncerede det kødfri tiltag.

De meldte dog hurtigt ud, at forbuddet ikke ville ramme Tinderbox-gæsterne i Odense. Noget som altså Camilla Møller og Cicilia Rassing er glade for.