»Men kan jeg få kød på Tinderbox?«

Det spørgsmål var der muligvis nogle nervøse fynboer, der stillede sig selv, da det i sidste uge kom frem, at der kun vil blive solgt plantebaseret mad på Aarhus-festivalen NorthSide i 2022.

Det er nemlig den samme arrangør, DTD Group, der står bag begge festivaler.

De kødglade Tinderbox-gæster kan dog ånde lettede op.

»Tinderbox bliver ikke plantebaseret til næste års festival,« lyder beskeden fra Pernille Høll, Marketing Director i DTD Group.

Hvorvidt det er noget, arrangørerne overvejer på længere sigt, svarer de dog ikke på.

At alt maden på NorthSide bliver plantebaseret og økologisk, er et forsøg på at skabe en grønnere festival, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

Den beslutning har dog ført en hel del opmærksomhed og kritik med sig. B.T. har tidligere beskrevet, hvordan gæster har forsøgt at få billetter refunderet efter nyheden kom ud.

Tinderbox har som så mange andre danske festivaler været aflyst i 2020 og 2021, og derfor er der nok en hel del, der glæder sig til, at man igen kan samles om god musik.

Desværre vil arrangørerne ikke afsløre særlig meget om næste års festival, der finder sted i Odense den 23.-25. juni.

»Vi kan ikke løfte sløret for yderligere på Tinderbox,« siger Pernille Høll.