Roskilde-aktuelle Yeasayer udsender utrolig skæv og eksperimenterende debut fyldt med eksotiske instrumenter og toner inspireret fra alle verdenshjørners musik, mens canadiske The Most Serene Republics nye udspil derimod ikke er noget at skrive hjem om.
New Yorker-kvartetten Yeasayer er et af de navne, der står skrevet med ulæseligt små bogstaver, godt gemt på dette års Roskilde-program. Ikke så sært, når man tænker på, at d’herrer først nu debuterer på plade med ’All Hour Cymbals’, som er en ekstremt eklektisk smeltedigel af genrer inspireret fra så forskellige steder som Mellemøsten, Afrika og det irske højland…Med denne excentriske tilgang til musikken, minder Yeasayer på mange måder om ligesindede Animal Collective, der også gør en dyd af at sammensmelte genrer til ugenkendelige størrelser. En sammenligning, der bedst høres i ’Wait for the Summer’s skæve korpassager, mens albummets mest ligetil sang og semihit ’2080’ lyder som et Police-nummer spillet af et legesygt afrikansk orkester.
Nej, det er ikke nemt at finde hoved og hale i ’All Hour Cymbals’; det ene øjeblik titter trækharmonika og marimba frem (’Germs’), mens det det næste øjeblik er trompeter og støjende sologuitar (’No Need to Worry’), og i ’Wait for the Wintertime’ eksperimenteres der med et ildevarslende, psykedelisk riff, som akkompagneres af messende sangstemmer, blæsere og maracas (!).
Det er på alle måder en fantastisk interessant og på samme tid outreret gryderet Yeasayer her serverer. Her er bestemt ikke et udspil, man bliver klog på efter de første par gennemlytninger, men giver man musikken tid, ja, så sker der noget; dette er musik rettet imod den lytter, der gerne vil have lidt fra hele verden på én gang, men kan undgå at kløjes i det, når excentriciteten tager overhånd. Det kunne jeg ikke helt – måske kan du?
Storladen rodebutik
Canadiske The Most Serene Republic er et af den slags påtaget "skøre" grupper, som Flaming Lips har affødt. Septettens andet album, ’Population’, er særdeles rig på rytmer og slagtøj – ikke mindst fordi bandet er blevet udvidet med hele to personer til at varetage den slags. Og det, der møder ens ører, kan nemmest beskrives som en storladen rodebutik.
I iveren glemmer gøglerne helt sammenhængen og den gode melodi, og det er et problem for et album, der strækker sig over næsten en time. Der er dog heldigvis små guldklumper gemt i roderiet; ’The Men Who Live Upstairs’ er en fin popsang og ’Present of Future End’ er i al sin storladenhed forfærdelig smuk. Omvendt set, virker for mange af numrene (i særdeleshed den calypso-pjattede ’A Mix of Sun and Cloud’) unødvendige.
På mange måder minder The Most Serene Republic om vores egne Mew, men i modsætning til danskerne – der ligesom canadierne – ikke lægger skjul på, at de går efter det storladne episke udtryk, så kollapser fundamentet i længden under den store kolos af et album, som ’Population’ er. Måske septetten skulle prøve med at unplugged-album eller blot fyre et bandmedlem eller to?
