En 33-årig mand er nytårsaftensdag blevet stukket med kniv i halsen ved en tankstation i Hvidovre. Det bekræfter Københavns Vestegns Politi.

»Vi får en anmeldelse om knivstikkeri klokken 13.51 via 112. Omstændighederne er dog stadig lidt uklare, så jeg kan ikke sige meget mere om, hvad der præcis er foregået,« lyder det fra Peter Grønbek.

Ifølge TV2 skete knivstikkeriet på tankstationen ved Rebæk Søpark i Hvidovre.

Gerningsmanden kørte derfra i bil. Politiet efterlyser en sølvgrå Audi samt føreren - en 22-årig mand.

Manden beskrives som 199 cm høj, spinkel af bygning og kort, mørkt hår.

Offeret er bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han er meldt uden for livsfare.

Københavns Vestegns Politi opfordrer borgere til at kontakte dem straks på 1-1-4, hvis du ser bil eller fører.

B.T. forsøger at få en kommentar fra politiet.

/ritzau/