Han fik ingen licenspenge. I stedet var der kontant afregning ved kasse et, da licensmanden bankede på døren hos en kriminel ved Tåstrup.

En licensmand dukkede op på landejendom ved Tåstrup lidt over middag. Da hoveddøren blev åbnet præsenterede han sig som licensmand, og spurgte efter den manglende licensbetaler.

- Manden der lukker op, hører ikke at han siger at han er licensmand, og synes han udviser en mistænkelig adfærd, siger vagtchef Johnny Bonda fra Københavns Vestegns politi til bt.dk.

Det får ham til at tænde helt af. 

- Han river fat i licensmandens trøje, og siger at han skal gå, mens han bliver ved med at holde godt fast i trøjen. Derefter spytter han på ham, og truer ham med, at han vil køre ham ned, siger vagtchefen.

Licensmanden stikker chokeret af til fods. Så hører han en bil starte.

Manden vælger dog heldigvis ikke at gøre alvor af sine trusler om at køre ham ned, men kører i den modsatte retning.

Han er nu til afhøring hos politiet. Det er ikke første gang, han gæster den lokale politistation.

- Det er en mand, som vi kender rigtig godt, siger Johnny Bonde.

Politiet oplyser, at overfaldsmanden angiveligt ikke var ham licensmanden var på jagt efter, så hvis licensmanden tør banke på flere døre må jagten fortsætte.