Lejligheden i Ægirsgade på Nørrebro ser ud til at kunne trænge til en kvindes hånd. Men Lars Thomas og hans to drenge har siddet alene hjemme og ventet på kvinden i huset siden i fredags.

Jeanett Rask gik ud i København i fredags. Hun ville indløse et gavekort hos boghandleren og spise en shawarma senere og så ville hun vende tilbage til sin familie om aftenen. Men Jeanett dukkede aldrig op.

Hendes mobiltelefon ligger derhjemme. Hendes hævekort ligger derhjemme. Så nu spørger hendes mand og samlever gennem tyve år sig selv, hvor hun selv er.

LÆS OGSÅ: 

- Hun ville aldrig gå ud sådan her og bare forsvinde, siger Lars Thomas, der frygter det værste.

- Hun har tre gamle veninder, som hun altid snakker med om alt muligt. Men de har intet hørt fra hende. Hendes mor og søster ved heller ingenting, siger Lars Thomas.

Jeanett Rask har to drenge. De sidder også derhjemme og venter. Familiens køleskab er pyntet med kærlige ord fra de to store sønner til deres mor. ‘Du er verdens bedste mor’ og ‘Mor styrer’ står der på en seddel, som drengene har lavet til Mors Dag.

- Den ældste er meget frustreret og bange ligesom jeg, siger Lars Thomas.

- Den yngste bider det i sig. Han er ude hos nogle kammerater nu, så han kan tænke på noget andet.

- Drengenes mor betyder alt for dem, siger han.

- Og hvad med dig? Hvordan har du det?

- Uden hende er det jo kun et halvt liv. Når man har kendt hinanden som vi har i tyve år, så er grænserne mellem hvad der er en selv og hvad der er den anden lidt udviskede, siger Lars Thomas.

Københavns Politi har ledt grundigt efter Jeanett Rask, men uden held.

- Vi har været på de steder, hvor vi kunne formode, at hun opholder sig eller ville søge hen. Derudover har vi spurgt i hendes omgangskreds om nogen har set eller hørt fra hende. Det har desværre ikke givet noget, siger vagthavende Gunnar Nørager.

Politiet har også undersøgt om nogle hospitaler skulle have fået nogen ind, som kunne passe på Jeanetts profil, men heller ikke her har de haft heldet med sig.

Familien har efterlyst Jeanett via Facebook, men der har ikke været nogle konkrete henvendelser.