De tyske myndigheder ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvilke varer svindlen er foregået med. Bt.dk erfarer imidlertid, at det drejer sig om især mobiltelefoner og computer-udstyr - dyre varer, der ikke fylder for meget transportmæssigt.

De to anholdte danskere nægtede sig begge skyldige i sigtelserne, da de på tysk foranledning blev fremstillet i grundlovsforhør ved Dommervagten i København torsdag. Her besluttede dommeren, at de skulle varetægtsfængsles.

Mændene har begge tidligere været sat i forbindelse med omfattende millionsvindel med fiktive CO2-kvoter, men kvotehandel har angiveligt ikke været en del af de aktuelle sigtelser mod duoen.

- Tilsyneladende har de søgt mod nye forretningsområder, men sagskomplekset er stadig så omfattende og uoplyst, at vi ikke kan udelukke helt, at eksempelvis også kvoter kan have indgået. Men kvote-handel spiller i hvert fald tilsyneladende ingen central rolle, siger statsadvokat Matthias Nickolai fra statsadvokaten i Augsburg til bt.dk.

For den ene af de fængslede danskere er det ikke første gang, at omgang med computer-udstyr har bragt ham bag tremmer. For næsten en snes år siden blev han også fængslet for storhæleri af pc-udstyr.

Dengang foregik det fra en kiosk på Amagerbrogade. Men siden har nethandel åbnet nye muligheder for også kriminelle.