Han er søn af en Hells Angel og selv medlem af HAs kampgruppe AK 81. Derfor skulle den 22-årige dø i et 'drive-by' skyderi på Nyborgvej i Odense søndag aften.

KLIK DIG VIDERE OG LÆS OM NOGLE AF DE MANGE SKUDEPISODER I PROVINSEN

Men han og en kammerat sprang ind i en opgang og dukkede sig for bygen af projektiler, mens attentatmændene, to maskerede indvandrere, flygtede på en blå knallert. Seks patronhylstre lå tilbage på asfalten.

Skyderiet er det seneste af mindst 36 skudepisoder siden august sidste år, der kan sættes direkte i forbindelse med krigen mellem Hells Angels, AK 81 og indvandrer-banderne.

Fire dræbte

I København har krigen kostet fire dræbte, men krigen bliver langtfra kun udkæmpet i Københavns gader. Den er også brudt ud i lys lue i provinsen, navnlig i Odense, Århus og Aalborg.

Siden 4. august sidste år har B.T. talt 11 episoder i provinsbyerne, som sættes i forbindelse med bandekrigen. Det er indvandrergrupper som Trillegårdsbanden i Århus, Den Internationale Klub i Aalborg og Black Ghost fra Vollsmose, der har et stærkt modsætningsforhold til Hells Angels og AK 81.

Lokale konflikter

Men Kim Kliver, der er chef for Rigspolitiets nationale efterforskningscenter, NEC, siger, at man alligevel ikke kan tale om en landsdækkende konflikt mellem Hells Angels og indvandrer-banderne.

- Der er tale om en række forskellige lokale konflikter. Selvom Hells Angels er involveret i dem alle, så har indvandrerbanderne altså ikke dannet en national samlet front mod Hells Angels. Der er meget forskellige årsager til, at Hells Angels f.eks. er i konflikt med Trillegårdsbanden i Århus, med Black Ghost i Odense og med grupper i København, siger Kim Kliver.

Kampen om territoriet

- Det handler dybest set om kampen om territoriet og det attraktive narkotikamarked de respektive steder. Der er ikke nogen fælles interesse på tværs af bandemiljøet, tværtimod ser vi også interne konflikter mellem banderne, siger Kim Kliver.

Trods politiets massive pres mod rockere og bander fortsætter krigen for fuld styrke:

- Vi kan sætte massivt ind og stresse dem i relation til skudepisoderne og deres kriminalitet, og vi kan være til stede på gaderne og visitere dem. Det har en virkning, men det er dem, som sætter dagsordenen, fordi de tænker irrationelt. Så de kan hele tiden være et halvt skridt foran. Vi kan ikke tvinge dem til at tænke rationelt og få sluttet konflikten, siger Kim Kliver.

KLIK DIG VIDERE OG LÆS OM NOGLE AF DE MANGE SKUDEPISODER I PROVINSEN