Onsdag deltog Rachel Ellebye fra TV 2-serien 'Årgang 0' i Københavns gadefestival Distortion. Men det endte ifølge den 18-årige realitystjerne med at blive en noget ubehagelig oplevelse.

Det skriver Rachel Ellebye på sin blog.

Gadefestivalen begyndte onsdag på Nørrebro, hvor 'Årgang 0'-stjernen arbejdede som frivillig.

På sin blog fortæller Rachel Ellebye, at hun under festivalen blev spurgt af flere forbipasserende, om de måtte tage et billede sammen med hende, hvilket angiveligt førte til flere seksuelle krænkelser:

'Min første grænse blev overskredet, da en gruppe fyre kom over og spurgte om billede. Mens de er igang med at tage billedet med mig, begynder en af fyrene at tage mig på brystet. Det var møg ubehageligt, og det var med vilje. Ikke bare "et uheld",' skriver den rystede “Årgang 0”-stjerne.

Blev taget i skridtet

Rachel Ellebye fortæller, at folk ofte spørger hende om at få taget billeder, fordi hun er kendt, og at hun som regel synes, at det er hyggeligt at tage billeder og snakke med folk.

Men på bloggen udtrykker hun også en frustration over, hvordan nogle fans overskrider hendes grænser.

Et billede fra sidste års Distortion på Nørrebro.
Et billede fra sidste års Distortion på Nørrebro. Foto: Jonas Olufson
Vis mere

Hun fortsætter nemlig med at fortælle, at hun senere på dagen angiveligt også oplevede, at flere kropsdele blev forulempet, da hun i sit frivillige arbejde på festivalen skulle skifte arbejdsopgaver.

'På vej over til min anden post, begyndte nogle drenge at hive fat i mig og prøve på at kysse mig... Da jeg kom over på posten, tog en forbipasserende mig på skridet, endnu engang møg ubehageligt,' skriver Rachel Ellebye.

'Jeg er okay nu'

BT har skrevet med Rachel Ellebye, som fortæller, at hun er kommet ovenpå igen efter onsdagens oplevelser til Distortion.

'Jeg er okay nu, det var bare en ubehagelig oplevelse. Der er ikke så meget mere at komme ind på nu,' skriver 'Årgang 0'-stjernen, der ikke ønsker at kommentere yderligere på sagen.