En ung Jon Nørgaard-elskende musikfan blev i sommers så sur på popstjernen, at hun kontaktede ham, efter han havde viftet hendes hilsen væk med et svar om, at hun måtte være fuld.

På sin Facebook-profil skriver Jon Nørgaard åbent en udførlig forklaring på den udfordring, han har med ros og venlige ord.

Den 25-årige popstjerne og manager for bl.a. succes-dj'en Kato fortæller ærligt om episoden med den unge fan, der opsøgte ham på gaden efter en koncert for at rose hans musik.

- Et helt konkret eksempel er en oplevelse jeg havde i august med en pige i Middelfart som råbte efter bilen jeg kørte i, imens jeg havde nedrullede vinduer... Hun råbte, at hun var min største fan, imens en masse mennesker hørte og så på. I stedet for at stole på det, hun sagde, gjorde jeg, som jeg altid har gjort, når jeg har følt mig lidt usikker, nemlig at svare smilende igen med en dumsmart bemærkning om, at hun "ikke skulle drikke så meget", skriver Jon Nørgaard ærligt på sin Facebook-profil, der bliver fulgt af ikke færre end 4.900 mennesker, og fortsætter

- Simpelthen fordi, jeg var bange for, at hvis jeg sagde: "Tusind tak, det er jeg glad for, at du siger", at jeg så ville få et svar, der hed: "Hold kæft hvor er du dum, dig er det da ingen der kan lide", og at alle folk omkring hende ville dø af grin, lyder det fra popstjernen.

Problemet med at åbne op - i dette tilfælde i et helt konkret eksempel - har fået Nørgaard til at skrive den åbne blog, som afsluttes med en uforbeholden undskyldning.

- Jeg LOVER, at jeg vil forsøge at forbedre mig på den konto og gøre en indsats for ikke at virke som et arrogant r..hul, når folk møder mig derude, for det er jeg på ingen måde. Jeg er bare stadigvæk en smule usikker og har sgu lidt svært ved at vænne mig til, at det hele er vendt til det bedre, samt at nogle folk både under og vil én det godt... Hvis du (pigen fra Middelfart) er derude, så kontakt mig gerne på min private profil. Jeg har noget til dig, som forhåbentligt kan være et lille plaster på såret, nu hvor jeg har været sådan en klovn. Jeg skylder dig en stor tak for at få mig til at indse at tiden er en anden nu end den var engang.