____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fodboldspilleren Nicklas Bendtner har for et par måneder siden købt en kæmpe penthouselejlighed i det indre København til omkring 15 mio. kr.

Kilder oplyser over for bt.dk, at der er tale om en liebhaverlejlighed på 339 m² på HC Andersens Boulevard. Lejligheden har ifølge Boliga.dk været til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff, der er kendt for at sælge liebhaverejendomme.

- Jeg kan bekræfte, at vi har solgt den lejlighed, som vi havde til salg på HC Andersens Boulevard for nylig, men vi udtaler os aldrig om, hvem køber og sælger er, siger ejendomsmægler Hans M. Lilienhoff til bt.dk.

Han beskriver lejligheden som 'en helt fantastisk liebhaverlejlighed med en stor tagterrasse'.

Stor housewarming

Alt tyder på, at Bendtner nu flytter sammen med sin 24-årige skuespillerkæreste Julie Zangenberg. I lørdags lagde Julie Zangenberg billeder op af hende og Nicklas på det sociale billeddelingssted Instagram fra housewarmingen i den nye lejlighed. Ifølge eb.dk skrev en veninde under billedet: ’Tak for en dejlig aften. Og til lykke med jeres lækre hjem.' 

Dog ønsker ingen af dem at bekræfte, at de officielt er flyttet sammen, siger Bendtners PR-agent Elisa Lykke til bt.dk.

Hvad kan man så lægge i Instagram-billederne fra festen, og lykønskningerne til 'deres' hjem ?

- Man kan lægge det i det, at de er kærester, og der er blevet afholdt en housewarming. Det er Nicklas Bendtner, der har købt lejligheden. Mere kan jeg ikke bekræfte, siger Elisa Lykke.

- Ok. Kan du så afkræfte, at de er flyttet sammen ?

- Nej, jeg har ikke flere kommentarer, siger Elisa Lykke, som dog gerne vil fortælle, at det var en 'rigtig god' housewarming-fest på HC Andersens Boulevard i lørdags.

I weekenden lagde Julie Zangenberg dette billede op på Instagram fra deres housewarming i den nye lejlighed. Flere gæster takkede for en fed fest, hvor man skulle komme udklædt.
I weekenden lagde Julie Zangenberg dette billede op på Instagram fra deres housewarming i den nye lejlighed. Flere gæster takkede for en fed fest, hvor man skulle komme udklædt.
Vis mere

Fitness og walk-in closet

Der er ihvert fald masser af plads til parret i det nye Københavnske palads på 339 m² fordelt på fem værelser i to etager. Og mon ikke der også skulle være plads til at indrette et børneværelse til Bendtners søn, Nicholas på to år, som har fast adresse i London hos sin mor, baronessen Caroline Fleming.

Penthouselejligheden er beliggende på 5. sal, og den har fået sin nuværende indretning med den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels.

Ifølge salgsopstillingen er gulvene belagt med lyse planker, og i væggene står rå bjælker. I stuen findes desuden en indbygget brændeovn.

Under trappen kommer man videre ind i en gang, der leder forbi et stort badeværelse med karbad, et bryggers og et stort værelse med walk-in closet og en hems til fitness.

Lejligheden ligger ca. 80 meter fra vandet og fra den 60 m² store vinkelformede tagterrasse er der en fantastisk udsigt over byen og Københavns Havn.

Et greb i lommen

Lejligheden har ifølge Boliga været til salg i 225 dage, og den sidste udbudspris var på 15 mio. kr. Det burde dog være et greb i lommen for fodboldspilleren, der har en månedsløn på omkring en million kr. Det kom frem under retssagen i forbindelse med Nicklas Bendtners spritkørsel i det indre København d. 2. marts i år.

Nicklas Bendtner har i den seneste tid boet i den italienske by Torino, da han siden august sidste år har været udlånt til fodboldklubben Juventus. Om han flytter tilbage til London for at spille i Arsenal, som han har kontrakt med i en sæson mere, er stadig usikkert. Ifølge Sporten.dk ønsker Arsenal ikke umiddelbart at gøre brug af hans arbejdskraft.

Senest er den danske landsholdsspiller blevet kædet sammen med det engelske hold Stoke City, mens også bundesligaklubben Eintracht Frankfurt har vist interesse for Bendtner.

Hvor end Bendtner ender med at spille, så har han i hvert fald nu en fast base i København sammen med kæresten Julie Zangenberg.