Den lille Tibirke Kirke i Tisvildeleje var fyldt med blomster.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I den hvide kiste ved alteret lå afdøde Grethe Sønck omgivet af røde og lyserøde roser.

De mange kranse omkring kisten gav et indblik i, hvor mange der elskede og nu vil savne den folkekære revysangerinde. Det var både familie og venner, men også organisationer og kolleger, som nød Grethe Søncks energi, mod og glæde ved sang og skuespil.

- Altid i vore hjerter, stod der på kransen fra veninden Birthe Kjær og pianisten Henrik Krogsgaard.

Grethe Sønck var venner med Henrik Krogsgaard i 42 år, og han sad ved orgelet under højtideligheden.

Også Grethe Søncks tre niecer, Carina, Betina og Pernille, havde lagt en krans ved den hvide kiste, hvor Grethe Søncks ridderkors lå ovenpå. Grethe Sønck fik aldrig selv børn, og de tre niecer er derfor en del af hendes nærmeste familie.

- Kys, savner dig, stod der på den hjerteformede rosenkrans.

Blandt de mange kranse så man også navne som Revymuseet, Dansk Artist Forbund, Cirkusrevyen, Dyreværnet og Børnefonden.

De første, der ankom til den lille kirke, var Grethe Søncks veninde gennem 25 år, Ruth Andersen, med sin nye kæreste Finn Runkel. Hun kontaktede Grethe Sønck, da hun mistede sin mand, og Sønck ringede selv tilbage dagen efter. Siden har de været veninder, og Ruth Andersen er meget ramt af sorg.

- Vi havde mange gode timer sammen. Hun er alle tiders, sagde Ruth Andersen, før hun gik ind i kirken.

Grethe Sønck døde i sidste uge i sit hjem i Rågeleje. Hun blev fredag aften fundet af stedsønnen Stefan Fønns, søn af Søncks afdøde mand Volmer-Sørensen, der ville besøge hende i det store brunbjælkede hus i Nordsjælland.

Den folkekære revysangerinde, der især var kendt for quizprogrammet ’Gæt og grimasser’, blev 80 år gammel og døde af naturlige årsager.