Spillerne i den walisiske klub Swansea tilkendegiver stor tilfredshed med udnævnelsen af Michael Laudrup til ny manager.

Danmarks største fodboldstjerne gennem tiden er nu på plads i Swansea, og det er spillerne lykkelige over.

- Det er en fantastisk aftale, og jeg ser virkelig frem til at arbejde med ham, siger kantspilleren Nathan Dyer der bakkes op af flere af sine holdkammerater.

Swansea gjorde et imponerende stykke arbejde i deres første sæson nogensinde i Premier League. At ende på 11. pladsen var en præstation i sig selv, men at gøre det med så boldsikker fodbold som det var tilfældet, var en overraskelse for mange. Netop derfor ser Dyer også Laudrup som et godt valg.

- Det vigtigste var at sikre os en træner, der kan fastholde vores koncept, fordi det er vitalt at bevare vores identitet. Jeg er sikker på, at den nye manager vil bygge videre på det, som vi opnåede i sidste sæson, selvom overlevelse i Premier League stadig er vores vigtigste mål.

Han får opbakning fra holdkammeraten Leon Britton:

- Da jeg kom til klubben, så ville vi ikke have forventet noget i den retning. Han vil formentlig blive det største navn, der nogensinde er blevet sat i forbindelse med denne klub. At bestyrelsen er i stand til at hente ham ti9l Swansea, siger noget om, hvor langt vi er nået.

Også fanklubben, der ejer 20 procent af aktierne i klubben, er meget begejstrede over den nyerhvervede træner.

- Som spiller var han blandt verdens bedste, og som træner har han bevist, at han følger en spillestil, som vil passe godt ind i Swansea, siger bestyrelsesmedlem Phil Sumbler til klubbens officielle hjemmeside.