Sikke en Skov-tur, de 35.000 tilskuere fik i Parken.

To mål leverede Skov-skyderen Robert, som blev Danmarks helt i EM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan, hvor venstre-wingbacken gjorde forskellen for et halvtamt dansk mandskab i 3-1-pligtsejren.

Robert Skov, som inden kampen blot havde spillet 22 minutters landsholdsfodbold på to år, var på vanlig vis ydmyg over at være aftenens hovedperson - og så havde han også svært ved at forholde sig til en helt vild landsholdsstatstik, han løber rundt med. 

»Det betyder utrolig meget. Jeg har været en del af denne gruppe i lang tid. Det har jeg altid nydt, uanset om jeg spiller eller ej. Jeg har haft en svær periode, så det er en stor aften. Jeg er enormt stolt.«

Robert Skov til 2-0 under EM-Kvalifikationskampen mellem Danmark - Kasakhstan i Parken, lørdag den 14 oktober 2023.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Robert Skov til 2-0 under EM-Kvalifikationskampen mellem Danmark - Kasakhstan i Parken, lørdag den 14 oktober 2023.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og så til statistikken, som fortæller, at Robert Skov med sine to mål bringer sig op på samlet syv landskampsmål i 13 optrædener i rød og hvidt, hvoraf kun et fåtal har været med fuld spilletid.

Vi taler syv mål fordelt på omkring 840 minutters landsholdsfodbold. De fleste af dem lavet som wingback.

»Ja, hvad tænker jeg om det? Jeg har altid gerne ville bidrage med mål. Det er sjovt at angribe - at angribe målet. At statistikken er sådan, er ikke noget, jeg tænker over. Jeg er bare glad for at bidrage og hjælpe holdet, og jeg nyder øjeblikket,« siger Robert Skov.

Den tidligere kantpiller har i FC København haft en magisk sæson med 29-Superliga-mål, men er i Hoffenheim blevet omskolet til wingback.

Den position spillede han også mod Kasakhstan, og han får naturligvis roser af landstræneren, som seneste havde Skov i aktion under VM for snart et år siden med et indhop mod Australien.

»Det er dejligt at have Robert med igen. Han er i en god forfatning. Det er høj klasse. Jeg har besøgt ham, hvor der ikke var tur i den for ham. Men alle siger, han er så professionel. Han er et forbillede i forhold til at klare sig gennem de dårlige perioder og kæmpe for at hjælpe holdet,« siger Kasper Hjulmand.