Radamel Falcao scorede søndag sit første mål for 'De Røde Djævle', da Everton blev besejret med 2-1. Colombianeren, der er lånt i franske Monaco, håber på at blive i United i mange år endnu.

Fem nye spillere var i startopstillingen, da Manchester United søndag eftermiddag tiltvang sig en vigtig sejr hjemme mod Everton. Angel Di Maria spillede, som sædvanligt fristes man til at sige, en nøglerolle, men også en anden af de nyankomne spillere blev afgørende.

Den colombianske bomber Radamel Falcao scorede sejrsmålet til 2-1 og gav dermed fansene på Old Trafford noget af det, som han er blevet hentet til klubben for.

Der er dog kun tale om en lejeaftale, og Manchester Uniteds nummer 9 er således stadig ejet af klubben fra det lille fyrstedømme. Men står det til Falcao selv, så bliver lejeaftalen erstattet af et permanent skifte.

- Min familie og jeg er meget glade for at være her, og vi vil gerne blive hos Manchester United i mange år endnu, fortalte han til MUTV, Uniteds egen tv-kanal.

Falcao, der kom til klubben på sidstedagen inden transferdeadlinen, dannede søndag angrebsduo med Robin Van Persie, og ifølge colombianeren er det en fornøjelse at glide ind på et hold, hvor der er så meget kvalitet til stede.

- Jeg fik en fantastisk velkomst. Når du er omringet af spillere af så høj klasse, så går det meget nemmere med at falde til. Det her er et stort skridt i min karriere. Jeg har altid drømt om at spille for Manchester United, slutter Falcao.