Selvom Danmark havde ændret indstilling til returkampen mod det spanske U21-mandskab, så tabte det rød-hvide hjemmehold dog med 1-3 og samlet 1-8. Men scoringen kom takket være et kiks af Manchester United-målmanden David de Gea

Sidder du mon med en lille iværksætter gemt i maven men bare mangler den geniale ide at føre ud i livet, så kommer her et tip. Find opskriften på af nedbryde et spansk fodboldlandshold. Lykkes det dig at finde formlen, så sidder der hundredvis af landstræner rundt omkring i verden klar til at købe din opskrift for dyre domme. Og første mand mere end parat til en handel er Danmarks U21-landstræner Morten Wieghorst.

Han har aldrig været i nærheden af at finde ud af, hvordan man agerer mod et spansk landshold i absolut verdensklasse. Det blev tydeligt i torsdag, da det danske U21-landshold tabte 0-5 i Burgos, og tirsdag aftne blev det igen slået fast i returopgøret i Aalborg.

Godt nok fik Morten Wieghorst' drenge en ganske fornuftig start på kampen. Holdet spillede med konsekvens, fik afsluttet deres angreb og undgik dermed farlige omstillinger. Samtidig viste den spanske bagkæde, at den trods alt var til at tale med. Danmark kreerede med fine initiativer optræk til chancer, og det var ihvertfald tydeligt, at U21-landsholdet spillede med mere omtanke og langt mere påpasseligt end første opgør. Fokus var på at komme tilbage i positioner og skrue ned for naiviteten.

Efter små 20 minutter lignede det et dansk mål. FCK-spilleren Thomas Delaney spillede fra midten bolden ud til venstrebacken Mikkel Kirkeskov fra AGF, der smed et indlæg retur i feltet, hvor FCN-spilleren Anders Christiansen kom susende og med ydersiden sparkede kuglen tæt forbi kassen.

Men bedst som man sad og tænkte, at det her da går meget godt, så slog Spanien til i modsatte ende. Barcelona-spilleren Tello løb hurtigt og dybt, trak tilbage i banen og bolden videre til Isco, der igen sendte en bold dybt, og den fremadstormende back kunne så lægge bolden på tværs af banen, hvor Athletic Bilabo-spilleren Muniain nemt kunne banke Spanien foran i det nordjyske.

Det spanske U21-landshold stillede op med solide navne som David de Gea og Isco, og selvfølgelig var gæsterne både stærkest på papiret og på banen. Begge mandskaber spillede samme system, men det blev udført med hvert sit niveau, og Spanien føring var aldrig i fare.

Godt nok jagtede Danmark bare et enkelt mål, og det kom da også kort før tid, da Anders Christiansen kunne følge op på en retur givet af David de Gea, men bedst som den danske lejr sad og hyggede sig over trøstemålet, så suste Spanien bare op i den anden ende og scorede igen for lige at lægge låg på den danske glæde.

Dermed taber Danmark U21-kvalkampen med samlet 1-8.