Den danske landsholdsprofil Christian Eriksen fortæller i et større interview med engelske The Telegraph, hvilken spiller han ser mest op til.

Og svaret er faktisk ikke så overraskende.

»Den, som jeg beundrer mest, er Iniesta (Andres Iniesta - Barcelona, red.). Hans spillestil har været fantastisk i årevis. Selvfølgelig løber de også mindre i Barcelona, da de altid har bolden.«

Den engelske avis hæfter sig ved, at Christian Eriksen er blandt de spillere i Premier League, der løber allermest.

»Jeg har altid været en spiller i bevægelse. Det er ikke fordi, at jeg kan lide at løbe. Jeg kan bare godt lide at få bolden. Jeg har aldrig været typen, der dribler forbi 20 spillere på kanten. Jeg har altid været ham, der har forsøgt at liste bolden fremad og at kreere noget,« fortæller Eriksen.

Den danske playmaker bliver desuden spurgt om beslutningen om at møde op udklædt som Harry Potter ved Tottenhams julefrokost.

»Det var min kæreste, der foreslog, at det kunne være sjovt at komme som Harry Potter. Det lignede meget godt. Jeg har set filmene - jeg er ikke rigtig den store boglæser.«