Pernilla Augusts film 'Beyond' får Nordisk Råds Filmpris. Filmen er baseret på romanen 'Svinalängorna' af Susanna Alakoski, der på dansk har titlen 'Svinestien'.

'Beyond' er Pernilla Augusts instruktørdebut.

De fem nordiske lande har alle indstillet en film til prisen. De nominerede film har i år været den danske 'Sandheden om mænd' af Nikolaj Arcel, den norske 'Oslo, 31. August' af Joachim Trier, den finske 'Hyvä Poika' af Zaida Bergroth, den islandske 'Brim' af Árni Ólafur Ásgeirsson og svenske Pernilla Augusts 'Svinalängorna', som på dansk har fået titlen 'Beyond'.

Det er ottende gang, at Nordisk Råds Filmpris bliver uddelt. Prisen bliver delt mellem filmens manuskriptforfatter, instruktør og producer for at understrege, at film som en kunstform er resultatet af et tæt samarbejde mellem disse tre hovedfunktioner.

Danmark har markeret sig som et stærkt filmland i forhold til Nordisk Råds Filmpris. Ud af de i alt otte gange prisen er blevet uddelt, har en dansk film modtaget den fire gange.

De nominerede film skal til en vis grad være forankret i den nordiske kultur, være af en høj kunstnerisk kvalitet, udmærke sig i kraft af deres kunstneriske originalitet samt kombinere og forædle filmkunstens mange elementer i et overbevisende og integreret værk.

Nordisk Råds Filmpris blev uddelt for første gang i 2002. Efter to års pause i prisuddelingen, blev prisen gjort permanent i 2005.