Når den kommende sæson af DRs succes-program 'Den store bagedyst' ruller over skærmen til efteråret, så bliver det Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen der skal vurdere amatørbagernes glace, mousse og forhåbentlig perfekte snit.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

De to nye dommere tager over efter Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen, der i fem år har været dommerduo i programmet. Af samme grund har det derfor ifølge DR været vigtigt at finde et nyt makkerpar med høj faglighed, og selvom Katrine Foged Thomasen og Markus Grigo måske ikke er kendte ansigter for mange danskere, så kommer de begge med mange års erfaring.

39-årige Katrine Foged Thomsen er uddannet konditor og ejer fire konditorier i København med sin mand. Hun har arbejdet i faget i 15 år og er derudover vokset op på sine bedsteforældres kro, hvor hun allerede fra barns ben stod i et køkken.

»Jeg kan godt lide håndværket i mit fag. Og det praktiske i at stå med mel og ende med en kage. Jeg elsker tanken om at give det håndværk videre. Det gør jeg i dag til de elever, jeg har i min forretning, og de input vil jeg også gerne give videre til Bagedyst-deltagerne,« forklarer Katrine Foged Thomsen i pressemeddelelsen fra DR.

Også Markus Grigo kommer med en god portion erfaring - både fra kage- og tv-verdenen. Den 47-årige kommende dommer er både uddannet kok og bager og har arbejdet som dessertkok i flere år. Han har skrevet flere bøger om emnet og har tidligere gæstet både Aftenshowet og Go' morgen Danmark. Derudover kan Markus Grigo sandsynligvis forestille sig, hvordan det er at være amatørbagerne med svedige håndflader - han har nemlig selv tidligre deltaget i konkurrencer som både dommer og deltager.

»Som dommer skal man vide, hvad man snakker om, og man skal have overskud til at give den viden videre. Og give et klap på skulderen og gode ord med på vejen. Men stadigvæk være professionel og bedømme de rette ting på det rette tidspunkt,« siger Markus Grigo i pressemeddelelsen.

Allerede tirsdag meddelte DR i en pressemeddelelse, at Jan Friis Mikkelsen stoppede i sin vante rolle som dommer efter fem år, fordi man havde valgt, at helt nye kræfter skulle tage over, efter også Mette Blomsterberg i januar meddelte, at hun stoppede som dommer i programmet.

Den folkekære konditor fortalte, at hun ikke længere ønskede at være dommer i 'Den store bagedyst', fordi programmet var blevet for krævende at lave.

»Jeg har været meget mere træt og drænet for energi, når jeg kom hjem fra optagelserne. Og jeg kan bare mærke, at omkostningerne er blevet for store i forhold til det, jeg får ud af det. Jeg skal have fyldt min egen energitank op igen,« sagde Mette Blomsterberg i januar til DR.

Omvendt havde hendes tidligere meddommer på programmet, Jan Friis-Mikkelsen, gerne fortsat sin dommertjans, og derfor var han da også lettere skuffet, da han modtog nyheden om, at DR havde valgt andre dommere.

»Det første, jeg egentlig sagde, var 'øv'. For jeg synes, det var pissesjovt at være med, og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, som har brændt for det, de lavede. Man har været i et fantastisk miljø, og det smitter jo, så jeg er øv over, at det eventyr er slut nu,« sagde Jan Friis-Mikkelsen til BT tirsdag, hvor han dog understregede, at han fuldt ud forstår DRs beslutning om at tilføje helt nye kræfter til programmet.

Udover de to nye dommere vender Timm Vladimir tilbage i rollen som vært på 'Den store bagedyst', som bliver sendt til efteråret.