En halvflad

Instruktøren Nicolas Winding Refn havde det, der var nødvendigt, inden han begyndte på sit nye epos, 'Bronson'. Nemlig en god historie og en fremragende hovedrolle-skuespiller i Tom Hardy (sidst set i Guy Richies 'Rocka Rolla').

Alligevel lykkes 'Bronson' ikke helt, og man går fra biografen med en fornemmelse af, at der er en langt bedre historie gemt i 'Englands mest voldelige fang' end den, man får i filmen. Nemlig historien BAG Michael Peterson, som senere tager navneforandring til 'Charles Bronson'. Historien bag en mand, som i 1974 blev idømt syv års fængsel for et mislykket postrøveri, og som siden har tilbragt sammelagt 34 år i fængsel – heraf skræmmende 30 af dem i isolationscelle! Og årsagen til det? Bronsons uudslukkelige tørst efter berømmelse – og han skabte sig et navn ved at være 'den farligste fange i England' med talrige overfald på fangevogtere og politiet på samvittigheden. Forfatter og kunstner Winding Refn har valgt stil-før-substans i filmen. Med talrige scener med – ærligt talt trættende – 'koreograferet vold' og lige så mange scener med en småfilosoferende Bronson, der vandrer fra den ene isolationscelle til den anden. Afbrudt af scener hvor Bronson fortæller foran publikum på en teaterscene. Det er så hér, stilen får overtaget. Det er ærgerligt, at man ikke kommer længere ind under huden på en mand, som udover at være en farlig straffefange også har vundet priser for sin poesi, sine kunstværker og de elleve bøger, han har skrevet de sidste ti år. Når filmen alligevel ER værd at se skyldes det Tom Hardys fremragende portræt af en mand, som ikke har andre end sig selv at bebrejde sin skæbne og heller ikke gør det. Dét er til gengæld ganske fascinerende.