Kloakarbejdere opfordrer ukendt mand til at beholde underbukserne på

Et eller andet sted i Herning-bydelen Gullestrup bor en mand med et usædvanligt stort forbrug af underbukser.  

Det mener medarbejderne ved de lokale rensningsanlæg, som ifølge Herning Folkeblad på det seneste gang på gang har været tvunget til at dykke ned i det uhumske spildevand for at hive herretrusser ud af stoppede kloakpumper. Underbukserne kiler sig fast i pumpernes mekanik og får dermed strømmen fra toiletter til rensningsanlæg til at gå i stå.

- Der må være en borger, der har et meget stort forbrug af underbenklæder, siger den frustrerede afdelingsleder i Herning Vand, Jan Ravn Nielsen.

Det vil være så godt som umuligt at finde den formastelige uden at gennemgå samtlige borgeres undertøjsskuffer, og derfor vælger den kommunale spildevandsforvaltning nu i stedet indtrængende at opfordre synderen til at beholde underbukserne på - eller i det mindste til at skaffe sig af med dem på normal vis.

Bydelens øvrige borgere opfordres også til bedre kloakdisciplin, da vatpinde, hygiejnebind og andre effekter, der skylles ud i toilettet også med mellemrum volder problemer.