Studerende rejser til provinsen, hvor de tager turistjobbene for næsen af de lokale. De finder sig i dårlige arbejdsforhold og holder niveauet nede, klager borgmester og forsker. Det skriver Avisen.dk.

- Det er en ren illusion, at turismen skaber gode faste helårsjob til de ufaglærte. Det er sommerferiejob, og dem der får dem, er ikke de aflagte ufaglærte fra »fisken« eller elektronikindustrien i Pandrup, siger Anne-Mette Hjalager, professor og centerleder på Center for Landdistriktsforskning på SDU til Avisen.dk.

I en rapport fra Copenhagen Economics i 2010 om turismen i Danmark fremgår det ellers at i nogle udkantskommuner skabes mere end hver tiende job af turismen og med særlige muligheder for de ufaglærte. Anne-Mette Hjalager undrer sig ikke over, at det er de studerende, der løber med jobbet.

- De studerende har knaldgode kvalifikationer i forhold til ældre ufaglærte, som industrien har lagt af. De er fleksible, kvikke og kan fremmedsprog, og vil finde sig i at arbejde under de løn- og arbejdsforhold, der er, siger hun.

Det er borgmester Gylling Haahr i Vesterhavskommunen Varde helt enig i. I Varde Kommune viste opgørelsen fra Copenhagen Economics, at over syv procent af jobbene kom fra turismen. Men ledigheden i Varde falder falder kun en lille smule i sommerperioden.

Og jobbene, der bliver tilbudt fastholder heller ikke de samme medarbejdere, viser forskningen. Efter en bare én sæson er halvdelen stoppet. Efter fem år var der 10 procent tilbage.

- Det kan jeg godt genkende. Vi har også nogen her, der driver virksomhed, der kun skal give penge i højsæsonen, og det er ikke de bedste arbejdsgivere, siger Gylling Haahr til Avisen.dk, der arbejder på en række tiltag i kommunen, der skal kunne trække turister til året rundt i stedet.