Juni bragte optimisme med sig i turistbranchen. Der var nemlig flere overnattende gæster end sidste år.

Juni kickstartede sommeren på overbevisende manér, og især campingpladserne og hotellerne var populære sammenlignet med sidste år.

På de danske campingpladser var der 341.000 flere overnatninger, og hotellerne havde den bedste juni, siden man begyndte at føre statistik i 1992, med en stigning på 130.000 overnatninger.

Danskerne førte an, men også tyskerne og vores nordiske naboer ferierede ivrigt i Danmark.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Men det var før, julis våde vejr skræmte campisterne væk.

I sidste uge meldte Campingrådet, der fører statistik med besøgende på de danske pladser, ud, at end ikke en god august ville rette op på julis lave besøgstal.

I sommerens begyndelse var der ellers 24 procent flere overnatninger på campingpladserne end sidste år.

248.400 gange smed en tysker campinghabitten og lagde sig til at sove på en campingplads. Det er en stigning på 36 procent i forhold til juni 2010.

Balladen om den danske grænsekontrol syntes altså ikke at have skræmt vores naboer mod syd.

Også landets hoteller havde gang i biksen med 12 procent flere overnatninger i juni. Især nordmændene og svenskerne lod sig opvarte med roomservice i Danmark. Og i alt blev det til 1,2 millioner overnatninger.

Der blev samlet set overnattet 3,7 millioner gange på danske hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrehjem og lystbådehavne. Det er 563.000 eller 18 procent flere overnatninger end i juni sidste år.

De danske feriehuse var også mere populære i årets første sommermåned end sidste år. 250.000 flere overnatninger blev det til i udlejede feriehuse, hvilket er en stigning på 16 procent.

/ritzau/