"Hævnen" blev fravalgt i kampen om Robert-priserne. Men filmen er med helt fremme, når Bodil-priserne uddeles.

En uge, før spændingen om Oscar-statuetterne udløses, er Susanne Bier og "Hævnen" blandt favoritterne, når Filmmedarbejderforeningen søndag uddeler Bodil-priserne for de bedste præstationer i dansk film i 2010.

"Hævnen" er én af fem kandidater til prisen for bedste danske spillefilm. Desuden omfatter listen over de nominerede tre af filmens skuespillere, Trine Dyrholm, Mikael Persbrandt og Kim Bodnia.

Når priserne uddeles søndag, er "Hævnen" oppe mod fire andre film i den kategori, der regnes for den mest prestigefyldte: Publikums-hittet "Klovn" samt "Submarino", "R" og "Sandheden om mænd".

Da Danmarks Film Akademi i begyndelsen af måneden uddelte sine Robert-priser, blev fængselsdramaet "R" kåret som bedste film, mens akademiets jury ikke havde fundet "Hævnen" værdig til nominering.

Det er altså ingen selvfølge, at filmskribenterne og de folk, der arbejder i branchen, vurderer efter samme målestok.

Arkiverne fra de seneste år fortæller om mange sammenfald i de to afstemninger, men også om det modsatte.

Det skete i eksempelvis, da filmakademiet kårede publikums-succesen "Drømmen" til bedste danske film i 2006. Bodil-statuetten gav derimod prisen til den eksperimenterende "En soap", dobbelt prisvinder fra festivalen i Berlin.

Også i år repræsenterer Bodil-kandidaterne i høj grad film, der blev set af et begrænset publikum i biograferne, men høstede fine anmeldelser i pressen.

Thomas Vinterbergs "Submarino" topper listen med hele fem nomineringer. I alt er nomineringerne fordelt på 10 af de 20 danske spillefilm, som havde premiere sidste år.

Priserne uddeles ved et stort show i teater- og koncerthuset Bremen i København, og det sker med Ditte Hansen og Louise Mieritz som værter.



/ritzau/