Danske virksomheder kan se frem til bøder i massevis, hvis de indberetter forkert til Skat.

Virksomheder, der ikke kan finde ud af at indberette ansattes skatteoplysninger korrekt og til tiden, risikerer i fremtiden at blive mødt med en sand byge af bøder. Det skriver Jyllands-Posten.

Siden 1. juli har Skat haft mulighed for at dele bøder ud til virksomheder, uanset om de pågældende bevidst har forsømt indberetningen, eller om det sket er i god tro.

Specielt mindre virksomheder uden store administrative afdelinger risikerer at komme i karambolage med den nye bødeordning, og det møder kritik fra blandt andre revisionsvirksomheden BDO.

- Man kan meget nemt komme til at uddele bøder til virksomheder, som gør en voldsom indsats for at have orden i tingene. Det vender den tunge ende nedad, fordi det rammer de små, der i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde administrationen nede, siger Henning Boye Hansen, seniorskattekonsulent i BDO, til Jyllands-Posten.

Han gætter på, at mange virksomheder vil stifte bekendtskab med de nye bøderegler, blandt andet fordi Danmark har nogle af de mest komplicerede personalegoderegler i denne verden.

Men heller ikke blandt de store virksomheder hejser man flaget for den nye bødeordning, som graduerer bødestørrelsen, så den afhænger af antallet af ansatte i virksomheden.

- Vi savner dokumentation for, at den hidtidige praksis ikke har virket, og at den nye er påkrævet og retter op på problemet. Vi har heller ikke set dokumentation for behovet for at graduere bødestørrelsen, således at større virksomheder straffes hårdere for samme forseelse, siger Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI, hvor man i øvrigt var imod hele den samlede lovpakke, som bødeforslaget var en del af, fordi det efter DIs opfattelse forringer dansk erhvervslivs vilkår.

John Bygholm, der formand for Skattepolitisk Udvalg i brancheorganisationen FSR - danske revisorer har heller ikke udpræget ros til overs for forslaget.

- Jeg tror, at Skats hensigt med at skærpe bødestraffen er, at man med den form for afskrækkelse vil spare ressourcer selv. Man vil skræmme virksomhederne til at holde reglerne, men jeg har svært ved at tro, at domstolene accepterer, at en stor virksomhed, der laver en fejl, skal betale 80.000 kroner, mens en lille, der laver mange fejl, kun skal betale 5.000-10.000 kroner, siger han.

Hos Skat bekræfter specialkonsulent Hanne M. Christensen, at Skat sigter på at få virksomhederne til at makke ret og indberette rigtigt og rettidigt, da Skat i dag bruger mange ressourcer på det.

Det er nemlig et alt for stort antal fejl i virksomheders skatteindberetninger af deres ansattes løn, pension og personalegoder, der er den direkte årsag til, at Skat har fået lovhjemmel til at tage skrappere midler i brug.

BNB