Det er et ufravigeligt krav fra FNs maritime organisation, at skibe og rederier skal oplyse, hvis de sejler med farlige kemikalier eller anden farlig last. Men alligevel er der dagligt store fragtskibe, som sejler gennem Øresund med farligt gods, uden at myndighederne bliver orienteret.

Selvom de er lastet med tonsvis af giftige kemikalier eller råolie undlader mange skibe og rederier at fortælle myndighederne, at de sejler med farligt gods, som kan skade sundhed og miljø.

FNs maritime organisation IMO stiller ellers et klokkeklart krav om, at større skibe skal angive farlig last i en særlig webdatabase ved navn SafeSeaNet, allerede inden de stævner ud. Men det sker bare langt fra altid, skriver Politiken.

Avisen fortæller, at det i gennemsnit sker 120 gange om måneden, at et skib bliver taget i at sejle farligt gods gennem Øresund, uden at det er angivet på SafeSeaNet. Det svarer til næsten 5 procent af alle de skibe, der sejler gennem Øresund.

- Kravet er indført for at højne sikkerheden og imødegå miljøkatastrofer. Kommer der først et stort olieudslip i Øresund, kan det jo få uoverskuelige konsekvenser. Derfor skal myndighederne i tilfælde af en ulykke hurtigt kunne finde oplysninger om skibet i databasen, så man kan sætte korrekt og hurtigt ind over for forureningen, siger Per Bæk Hansen, som er chef for VTS Øresund, der overvåger og servicerer skibstrafikken i Øresund.

VTS Øresund opdager som regel den manglende registrering, når medarbejderne er i kontakt med besætningen på de store fragtskibe over radioen.

- Siden sidste efterår har vi spurgt skibene, om de har farligt gods om bord. Og her svarer en del altså bekræftende, selv om de ikke har oplyst om det. Vi er egentlig lidt overraskede over, at antallet er så højt. Vi fortæller dem naturligvis, at de skal registrere korrekt, men ellers kan vi ikke foretage os noget over for besætningen eller rederiet, siger Per Bæk Hansen.

Den manglende registrering bekymrer havbiolog i Danmarks Naturfredningsforening, Henning Mørk Jørgensen.

- Der er tilsyneladende en mindre restgruppe af rederier, der opfører sig, som om de er ligeglade med sikkerheden og miljøet. Det er trist, for det er afgørende for indsatsen mod udslip af olie og kemikalier, at myndighederne ved præcis, hvad der er om bord på de forulykkede skibe, siger han til Politiken.

Siden år 2000 er antallet af transporter med olie og kemikalier ind og ud af Østersøen eksploderet. Det anslås, at der 30 gange i døgnet er et skib, som er lastet med enten råolie, olieprodukter som diesel eller benzin eller kemikalier som tjære eller toluen, der begiver sig gennem Øresund eller Storebælt. Derudover er der ugentlige transporter med radioaktivt materiale.