Politiet og Skat støder i stigende grad på illegale indvandrere, når de rykker ud og kontrollerer for eksempel varmestuer.

En mellemstor dansk provinsby. Det kan de illegale indvandrere i Danmark udgøre, hvis man samlede dem på et sted.

Der er af åbenlyse årsager ingen opgørelse over, hvor mange illegale indvandrere, der er findes i Danmark. Men flere politifolk vurderer ifølge DR Nyheder, at der er mellem 20.000 og 40.000 indvandrere, der opholder sig illegalt i landet.

Og vicepolitikommissær Kjeld Farcinsen, der er leder af udlændingekontrolgruppen i København, bekræfter, at der er tale om et stigende problem.

Når politiet i København gennemfører en tilfældig kontrol, så bliver salatfadet fyldt op på få timer.

- Det er næsten lige meget, hvor vi stikker spaden ned, så finder vi et eller andet, siger Kjeld Farcinsen.

Skat er også bekendt med problemet.

- Det oplever vi i stigende grad. Særligt borgere fra tredjeverdenslande. Når vi kommer ud, oplever vi, at de farer ud ad vinduet og ad bagdøren, og det må være et udtryk for, at de helst ikke vil møde os, siger indsatsleder hos Skat Christina Steinmetz til DR Nyheder.

Der findes i sagens natur ingen opgørelse af illegale indvandrere i Danmark, og hos politiet er man ikke glade for at komme med officielle bud.

Der er hovedsagligt tale om fattige udlændinge, der forsøger at klare sig igennem tilværelsen ved at arbejde som avisbude, gøre rent eller søge ly på varmestuer og herberger.

Og der er absolut grund til at se nærmere på problemet, mener migrationsforsker ved Roskilde Universitet Helle Stenum.

- Jeg synes helt klar, at man skal tage politiets bud alvorligt og man må også se det som et udtryk for, at der er en større fokusering på denne problemstilling, siger hun.