Eksperter afskriver regeringens nye supertilsyn, der skal forudsige finansielle kriser.

Formålet er naivt, og værktøjerne er for dårlige.

Allerede inden loven er vedtaget og tilsynet nedsat, møder hele ideen om et nyt supertilsyn, der skal forudsige og dæmme op for nye finanskriser, massiv kritik fra flere eksperter, skriver Jyllands-Posten.

- Man opretter et tilsyn, som skal forudsige det, som ingen før har kunnet forudsige, og så giver man dem nogle værktøjer, som er utilstrækkelige til at håndtere den situation, som de ikke ved, hvornår vi kommer i, siger bankekspert Thomas Berngruber fra Leth Capital Management.

Administrerende direktør John Norden fra bankportalen Mybanker deler vurderingen.

- Det at tro, at man kan forudsige finansielle kriser, er ret ambitiøst. Det er lidt som at prøve at se en tsunami i horisonten, og det er altså supersvært, siger John Norden. Lovforslaget er netop sendt i høring, inden det skal behandles i Folketinget efter sommerferien.

Regeringen lægger i sit forslag op til, at tilsynet skal identificere faresignaler i banksektoren og kunne pålægge bankerne at polstre sig ekstra mod kriser.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) har tidligere tilkendegivet, at han har store forventninger til tilsynet.

- Jeg er sikker på, at rådet vil yde et væsentligt bidrag til forebyggelsen af fremtidige finansielle kriser, sagde han ifølge Jyllands-Posten, da han præsenterede ideen.

BNB