Selvom jobrotationsordningen beskrives som »næsten genial«, er det kun få virksomheder der benytter sig af den. Det vil regeringen lave om på-

Jobrotationsordningen er blevet rost til skyerne og i regeringens nye 2020-plan bliver den fremhævet som et af svarene på krisens mange udfordringer.

Men selv om ordningen har eksisteret i årevis, er det kun de færreste virksomheder, der griber muligheden for at sende deres ansatte på efteruddannelse for at lade ledige passe deres job. Det viser nye tal ifølge fagbevægelsens Ugebrev A4.

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen var blot 1.300 ledige i jobrotation sidste år - til sammenligning var 62.000 arbejdsløse ansat med løntilskud i løbet af 2011. Regeringen vil derfor sætte mere fokus på jobrotationsordningen, oplyser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

- Jobrotation kommer ikke af sig selv. Det tager tid at få ordningen udbredt, og der skal politisk vilje til. Under den forrige regering blev jobrotation ikke prioriteret, men det gør det nu, siger hun.

Men det er ikke selve jobrotationsordningen, den er gal med, men administrationen af den er besværlig, mener arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Per Kongshøj Madsen, der også er formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Jobrotation er ikke nogen fiasko, men det hører klart til et af de mere sjældne dyr på savannen. Den lille udbredelse af jobrotation, tror jeg, hænger sammen med, at det er en lidt mere besværlig ordning at få op at stå sammenlignet med andre ordninger som løntilskud og virksomhedspraktik, siger han til A4.

Per Kongshøj Madsen fremhæver, at jobrotationsordningen er »næsten genial«, fordi man slår tre fluer med et smæk: De fastansatte medarbejdere får opkvalificeret deres evner, de ledige får en jobåbning og samtidig bliver de som regel også opkvalificeret. Samtdig er ordningen en fordel for virksomheden, som får efteruddannet sine medarbejdere, mens den får en næsten gratis og ofte velkvalificeret vikar.

Selvom der stadig kun er få personer i jobrotation, er der dog sket en fremgang på området, viser tallene for Arbejdsmarkedsstyrelsen. I 2011 var 471 »helårspersoner« i jobrotation, mens det kun gjaldt 136 »helårspersoner« året før.

Regeringen har i foråret indgået en aftale med kommunerne, der skal sende 40 procent flere i jobrotation i kommunalt regi. Det skal bringe omkring 1.000 ledige ind i kommunerne som vikarer.