Forsinkelser og aflysninger prægede særligt DSB i første halvdel af 2016. For at komme problemerne til livs lancerer DSB nu dets løsning: Langsommere tog.

En ny køreplan med langsommere tog på flere strækninger for regional- og intercitytog, skal sikre, at DSB kan leve op til sin egen tidsplan. Togrejsen vil derfor visse steder blive 1-4 minutter længere. Det sker for at kunne overholde de rettidighedsmål, der er blevet aftalt med staten skriver Politiken.

En af strækningerne, hvor rejsetiden bliver forlænget er på Kystbanen mellem Helsingør og København, hvor DSB har indvilliget i, at den kundeoplevede rettidighed, skal være på 81,8 procent af afgangene. Det har dog knebet i det første halve år af 2016, hvor den er svinget fra 59,9 til 77,6 procent. Kystbanepassagererne får fra mandag derfor op til fire minutters forlænget rejsetid - omvendt bør de opleve færre forsinkelser.

DSBs driftsdirektør Anders Eghus forklarer, at DSB har været for ambitiøse i forhold til køreplanen for 2016.

»Vi har en interesse i at have en køreplan, der er attraktiv for kunderne. Et element er, at den tid det tager at rejse, skal være acceptabel og konkurrencedygtig. Det andet element er, at vi skal levere en køreplan, der rent faktisk holder«, udtaler Anders Eghus.

Pendlertalsmand Michael Randropp kritiserer, at de langsommere tog ikke kun nødvendigvis vil forlænge rejsen med op til fire minutter, da der kan opstå ventetid, hvis man er afhængig af andre transportmidler.

Han påpeger samtidig, at  man i 1979 - hvor der var gamle dieseltog og ikke-opgraderede skinner - kunne stå på toget i Helsingør klokken 07.04 og være på Københavns Hovedbanegård 47 minutter senere. Fra mandag tager samme rejse 46 eller 48 minutter.