Finn Christensen er rystet over den mangel på respekt, som Jehovas vidner har udvist over for hans afdøde bror. Efter broderens død, i oktober 2013, blev Kaj Christensen begravet som Jehovas vidne. Vel og mærke på trods af, at han aldrig har været medlem af trossamfundet.

- Min bror betragtede Big Bang og evolutionsteorien som fakta. Hans livssyn lå altså lysår fra den tankegang, som de har i Jehovas Vidner. Derfor er det også forrykt, at de har begravet ham som Jehova, når han på ingen måde kunne stå inde for deres tankegang, siger Finn Christensen.

Det er Kaj Christensens kone, der er årsagen til, at han endte med en Jehova-begravelse. De to var på mange måder et umage par, da de blev gift tilbage i 1977. Hun var opvokset i en familie af Jehovas vidner, mens han altid havde været medlem af den danske folkekirke.

Kaj Christensen lod sig ikke konvertere, selvom konen aldrig opgav sit tilhørsforhold til det lille trossamfund. Ifølge Finn Christensen kunne deres forhold kun lade sig gøre, fordi de aldrig diskuterede religion.

Efter et langvarigt sygdomsforløb døde Kaj Christensen, 73 år gammel. Han efterlod sig ikke noget testamente, hvor han tog stilling til, hvordan han skulle begraves.

- Det lå ikke rigtig til Kaj at tænke over den slags. Han havde vel det samme afslappede forhold til kristendom, som de fleste medlemmer af folkekirken, siger Finn Christensen.

Derfor blev Finn også chokeret, da han dukkede op til begravelsen. Kajs kone havde inviteret 12 medlemmer af Jehovas vidner. I spidsen for ceremonien stod en af de "ældste" fra Jehovas vidner.

- Det er moralsk forkasteligt. De har besudlet min brors begravelse, ved at kalde ham noget, han ikke er, siger Finn Christensen.

Efterfølgende har han talt med flere præster, der alle har forklaret ham, at der ikke er noget at gøre. Konen ønskede en Jehova-ceremoni, hvilket de ikke kunne stå i vejen for.

Formanden for Danske Bedemænd, Knud Larsen, bekræfter over for BT, at det i disse sager er ægtefællen, der har bestemmelsesretten. Det hele sker dog i et samspil med den lokale begravelsesmyndighed, hvilket er sognepræsten.

- Når en afdød ikke selv har tilkendegivet ønsker om sin begravelse, får de nærmeste, i dette tilfælde konen, retten til at bestemme. Så længe det ikke er i total modstrid med den afdødes privatliv og tilhørsforhold. Det vurderer præsten ud fra en samtale med nærmeste pårørende, siger han.

Konen selv har ikke ønsket at stå frem. Hun forklarer dog over for BT, at hun inviterede Jehovas vidner til at stå for ceremonien, da det var hendes eneste mulighed for selv at deltage i sin mands begravelse. Dog understreger hun, at der ikke blev citeret vers, som man ikke kan finde i bibelen.