Da en 55-årig kvinde fra i går aftes gik ud med affaldet fik hun sit livs chok. Under en kompostbunke gemte en kæmpe python-slange sig.

Mørket var ved at falde på, da en kvinde fra Jerslev ved Brønderslev i Nordjylland i går ved 22-tiden gik ud med skraldet, og så noget der ikke hørte til i kompostbunken.

- Hun mente, at det lignede en slange og ringede derfor til os, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi til bt.dk.

Og ganske rigtigt. Da først politiet tropper op med assistance fra Falck, var tilbagemeldingen, at man havde fundet en fire meter lang slange.

Falck havde også ringet efter assistance fra slangetæmmer.dk, så slangeeksperten Peter Løve Mark var med ude at hente slange.

- Det er en tigerpython og hun er cirka 15 år gammel, siger Peter Løve Mark til bt.dk. Han fortæller, at slangen vejer 31 kilo og har en omkreds på 40 centimeter.

En python-slange er ikke giftig, men er en kvælerslange og har et ret kraftigt bid.

Den nordjyske kvinde var dog aldrig i livsfare, mener slangeekseperten.

- Tigerpythons er meget godmodige slanger, og da det var aften var den formentlig nedkølet, så den var ikke farlig, men selvfølgelig kan slanger ligesom alle andre dyr have en dårlig dag, og så kunne den da godt være farlig, siger Peter Løve Mark.

Kan spise katte

Tigerpythonen er med sine 4 meter ikke fuldt udvokset. De kan nå op på 5,5 meter og veje op mod 80 kilo, fortæller slangeeksperten. Så selvom den formentlig ikke ville gøre mennesker noget, så kunne den godt have været farlig for et andet kæledyr.

- Den er stor nok til at spise katte, så det kunne den godt have levet af, siger Peter Løve Mark.

Han ved dog ikke om det er sket, for det er ikke til at vide, hvor længe slangen har været ude i det fri. 

Ulovlig slange

Peter Løve Mark er blandt de tre i Nordjylland, der har fået tilladelse til at holde tigerpythoner, siden det blev gjort ulovligt i 2003. han kender de andre to, og det er ikke deres slange.

- Så jeg vil næsten gætte på at denne slange er ulovlig, siger han.

Det er politiet i øjeblikket ved at undersøge. Indtil da passer Peter Løve Mark på slangen. Han vil se om den er syg, og så skal der senere findes et hjem til den, hvis ikke der dukker en ejermand op, der har lov at have den. I så fald skal den enten den til udlandet, ellers så skal den i en zoologisk have, fortæller han.